GTA udviklerne ved Rockstar Games lancerer endelig deres Midnight Club serie på de nye konsoller. Flot grafik, medrivende gameplay og masser af bil-lir. Der er ingen tvivl: Det er Rockstar når de er bedst!
På den sidste generation af konsoller, var der mange bud på den ultimative racer, og den store kamp stod i særdeleshed mellem Need For Speed, Juiced og Midnight Club spillene. Need for Speed var i mange år den ukronede konge, men snublede ved sidste års udgivelse, men heldigvis for EA, lukkede og slukkede Juiced serien (desværre). Men Midnight Club serien spøgte videre i krogene på de gamle konsoller, og udmærkede sig her, ved at trække på deres erfaring fra Grand Theft Auto, og den frihed der kendetegner dem, og ikke mindst ved at kunne præsentere motorcykler og ikke kun toptunede biler.
Men lad os smide Rockstar navnet ud af vinduet, og se bort fra at Midnight Club serien tidligere har klaret sig godt, og se nøgternt på, om det er værd at smide sine hårdt tjente penge efter endnu en street-racer.
Nyt spil, samme historie
Personligt er jeg stor fan af en god historie i et spil, og syntes alt for ofte den bliver forsømt. Specielt racing genren har været slemt ramt af manglende originalitet: The Fast and the Furious filmen satte godt gang i street racing spillenes popularitet, og alle prøvede at fange følelsen fra hollywood succesen. The Fast and the Furious kunne faktisk bryste sig af en god historie, men alle spillene der kom i kølvandet på den, syntes fuldstændig at glemme dette element, til fordel for et væld af nye race typer og variationer. Midnight Club: LA er desværre ingen undtagelse til denne regel, da du nok engang spiller den nye fyr i byen, der skal opbygge sig et rygte og få de andre racers respekt. Intet nyt under solen her, hvilket er meget skuffende, når nu Rockstar, senest med GTA 4, har vist de kan integrere en solid historie i deres spil.
Ren Racing
Til gengæld smider Rockstar alle de traditionelle forventninger ud af det samme vindue, som historien røg, hvilket skal vise sig at være en bundsolid ide. De sidste par år har drifting været et stort element i alle racing spil, og personligt har jeg fundet dette forsøg på variation irriterende, da det foregår i et langsomt tempo, og det føles meget ensformigt, at lave kontrollerede udskridninger i et væk. Drifting, som racing disciplin, er fuldstændig udgået i Midnight Club: LA, hvor fokus i stedet er på ren og skær street racing. Det vil sige, at du bruger al din tid på de åbne gader, i en by som er en meget flot kopi af store dele af den ægte Los Angeles. Her er ingen lukkede baner eller begrænsninger, og når du ønsker at starte et løb, er der kun to måder at gøre det på: Du kører op bag en anden street racer og blinker med dine lygter, og straks starter et mini-race, til det nærmeste lyskryds hvor startlinien ligger. Eller du kan deltage i planlagte races, hvor i er en gruppe racers, der konkurrerer. Egentlig er Midnight Club meget streamlinet på denne måde: Du kan ikke bare hoppe direkte til en begivenhed; du skal køre hen til den, og der er ikke en masse gejl og ballade omkring hvert eneste race. Det handler om at køre gaderæs, og det har tydeligvis været vigtigt for Rockstar, at denne følelse skal skinne igennem. Her er ingen podier til vinderen og intet fyrværkeri når du krydser slutlinien som den første. Til gengæld er der masser af attitude, andre racers som håner dig, og ligegyldigt om du vinder eller ej, er der respekt til dig. Jo bedre du placerer dig i races, jo mere respekt og erfaringspoint får du, og sammen med pengene du vinder, bruges disse til at købe upgrades til din bil samt helt nye køretøjer.
Rockstar har lagt stor vægt på muligheden for at customize ens køretøjer, men i modsætning til Need For Speed serien, har det ikke voldsom betydning, hvor ofte du skifter din bil ud, eller hvor megen Nitro du putter i den. Naturligvis bliver din bil hurtigere og bedre at styre, men spillets sværhedsgrad er dybt intelligent, og tilpasser sig konstant den bil eller motorcykel du kører på, så i Midnight Club: LA kommer du sjældent til at slutte langt foran feltet, fordi du har opgraderet din bil hurtigt. Dette er både genialt og dybt frustrerende, men det vender vi tilbage til!
Et andet element af Midnight Club: LA, som emmer af renhed i produktionen, er banedesignet. Hvor Need For Speed serien i sine tidligere inkarnationer, har haft mange lige strækninger, som muliggjorde meget høje hastigheder, og muligheden for at fyre Nitro af og give din bil et yderligere fart-boost, er Los Angeles en meget naturtro by i Midnight Club: Der er masser af kurver, der er masser af biler på vejene, både med- og modkørende, og ikke mindst masser af parkerede biler og lygtepæle, som alle indbyder til en voldsom kollision. Og kollidere med dem kommer du til! Farten i Midnight Club er på ingen måde sat ned, på trods af de snoede og travle gader, og når du så fyrer din Nitro af, bliver fartfornemmelsen den mest intense og stressende jeg nogensinde har oplevet i en racer, hvilket jeg mener på den bedst mulige måde. Rockstar har indrettet spillets kamera således, at når du fyrer Nitro af, zoomer kameraet ind på bilen, og panorerer lidt ned til den ene side, hvilket giver en skræmmende tunnel-effekt, som sænker din sigtbarhed, men øger fartfornemmelsen. Med andre ord: Hvis du ikke har styr på vejen forude, og fyrer din Nitro af, bliver du en klat på vejen!
Der er dermed to ting, du er nødt til at lære at mestre i Midnight Club: LA, hvis du vil til tops: At fyre din Nitro af de rigtige steder, og at kontrollere dine udskridninger, da fysikken i dette spil er super tight!
Top-tunet design
Det første jeg bed mærke i ved Midnight Club: LA, var det meget imponerende grafiske udtryk. For det første er grafikken flot og detaljeret, og byen føles utrolig levende. Der er masser af trafik, detaljer, og ikke mindst mennesker, som flygter til højre og venstre hver gang du er ved at jorde dem. Bilerne er flotte i lakken, detaljerige og føles i høj grad som virkelige biler.
Spillets mellemsekvenser er til gengæld skuffende, da de rent grafisk er meget under det niveau man forventer i dag, og stemmeskuespillet samt historien er en stor kliche. Heldigvis er de også utrolig sekundære til resten af spillet, hvor fokus netop er på racing, og intet andet. Et godt eksempel på det rene design, er den måde du anvender spillets kort: Når du trykker kortet frem, flyver spillets kamera op i luften, indtil du kigger ned over et 3D kort over LA. Her kan du så finde dine destinationer, markere dem og lægge dem ind på din GPS, og når du er færdig, og vil vende tilbage, flyver kameraet direkte ned til din bil igen, uden nogen forstyrrende menuer eller ventetider. Uden tvivl et af de lækreste interfaces jeg har oplevet i et racing spil. Rockstar ved hvad de laver!
Igen og igen…og…
Inden denne anmeldelse begynder at lyde, som en lovsang for Rockstar Games, må jeg hellere skifte (vogn)bane, og slå fast, at selvom Midnight Club: LA er en velproduceret racer, er der også ridser i lakken. Og dem får du også mange af! For sværhedsgraden i Midnight Club: LA er mildest tal brutal. Du har knapt nok overstået de første tutorial races, før du i den grad opdager, at dine modstandere er computerstyrede, og derfor ikke laver halvdelen af de fejl du gør, og bliver straffet hårdt for. For det første kan du ikke opgradere din bil til egen fordel, da dine modstandere altid opgraderer, når du gør det. Så du vil aldrig kunne købe dig til succes i dette spil. Det betyder du er 100 % afhængig af dine evner som kører, og de vil komme på prøve, da LA er en MEGET trafikeret by, og nogle bilister syntes nærmest, at styre lige imod dig. Det er ikke let at drøne derudaf, med lige i underkanten af 200 km/t, og zig zagge ind og ud af trafikken: Det bør det naturligvis heller ikke være, men hvis du skal have en chance for at indhente dine modstandere, bliver du nødt til at mestre det, og det er simpelthen for ofte et spørgsmål om held, snarere end evner. Og når visse løb er "bedst ud af 3", kan du ikke bare genstarte det ene af de 3 løb, hvis du taber: Det er helt forfra, eller acceptere dit nederlag. Så du kommer til at køre samme baner, mange gange i træk.
Tæt løb
Midnight Club: LA er en meget vellykket og stilsikker racer, som imponerer med sin flotte grafik, lækre design, og skønne fartfornemmelse. At Rockstar har turdet pillet så mange elementer ud af deres spil, for at gå "back to basics", applauderer jeg dem for, for det fungerer! Racing fans vil elske den dejlige intense følelse af, at hvert løb er tæt, og der er ingen givne vindere. Til gengæld vil mange finde sværhedsgraden i overkanten, og forbande de varierede og deltaljerede baner langt væk (ironisk nok). Jeg vil ikke stille mig til dommer over, om du skal bruge dine sparepenge eller dit jule-ønske på Need For Speed: Undercover eller Midnight Club: LA, men kan kun anbefale sidstnævnte, hvis du ønsker en seriøs udfordring, og ikke går så højt op i historie og stemmeskuespil.
På den sidste generation af konsoller, var der mange bud på den ultimative racer, og den store kamp stod i særdeleshed mellem Need For Speed, Juiced og Midnight Club spillene. Need for Speed var i mange år den ukronede konge, men snublede ved sidste års udgivelse, men heldigvis for EA, lukkede og slukkede Juiced serien (desværre). Men Midnight Club serien spøgte videre i krogene på de gamle konsoller, og udmærkede sig her, ved at trække på deres erfaring fra Grand Theft Auto, og den frihed der kendetegner dem, og ikke mindst ved at kunne præsentere motorcykler og ikke kun toptunede biler.
Men lad os smide Rockstar navnet ud af vinduet, og se bort fra at Midnight Club serien tidligere har klaret sig godt, og se nøgternt på, om det er værd at smide sine hårdt tjente penge efter endnu en street-racer.
Nyt spil, samme historie
Personligt er jeg stor fan af en god historie i et spil, og syntes alt for ofte den bliver forsømt. Specielt racing genren har været slemt ramt af manglende originalitet: The Fast and the Furious filmen satte godt gang i street racing spillenes popularitet, og alle prøvede at fange følelsen fra hollywood succesen. The Fast and the Furious kunne faktisk bryste sig af en god historie, men alle spillene der kom i kølvandet på den, syntes fuldstændig at glemme dette element, til fordel for et væld af nye race typer og variationer. Midnight Club: LA er desværre ingen undtagelse til denne regel, da du nok engang spiller den nye fyr i byen, der skal opbygge sig et rygte og få de andre racers respekt. Intet nyt under solen her, hvilket er meget skuffende, når nu Rockstar, senest med GTA 4, har vist de kan integrere en solid historie i deres spil.
Ren Racing
Til gengæld smider Rockstar alle de traditionelle forventninger ud af det samme vindue, som historien røg, hvilket skal vise sig at være en bundsolid ide. De sidste par år har drifting været et stort element i alle racing spil, og personligt har jeg fundet dette forsøg på variation irriterende, da det foregår i et langsomt tempo, og det føles meget ensformigt, at lave kontrollerede udskridninger i et væk. Drifting, som racing disciplin, er fuldstændig udgået i Midnight Club: LA, hvor fokus i stedet er på ren og skær street racing. Det vil sige, at du bruger al din tid på de åbne gader, i en by som er en meget flot kopi af store dele af den ægte Los Angeles. Her er ingen lukkede baner eller begrænsninger, og når du ønsker at starte et løb, er der kun to måder at gøre det på: Du kører op bag en anden street racer og blinker med dine lygter, og straks starter et mini-race, til det nærmeste lyskryds hvor startlinien ligger. Eller du kan deltage i planlagte races, hvor i er en gruppe racers, der konkurrerer. Egentlig er Midnight Club meget streamlinet på denne måde: Du kan ikke bare hoppe direkte til en begivenhed; du skal køre hen til den, og der er ikke en masse gejl og ballade omkring hvert eneste race. Det handler om at køre gaderæs, og det har tydeligvis været vigtigt for Rockstar, at denne følelse skal skinne igennem. Her er ingen podier til vinderen og intet fyrværkeri når du krydser slutlinien som den første. Til gengæld er der masser af attitude, andre racers som håner dig, og ligegyldigt om du vinder eller ej, er der respekt til dig. Jo bedre du placerer dig i races, jo mere respekt og erfaringspoint får du, og sammen med pengene du vinder, bruges disse til at købe upgrades til din bil samt helt nye køretøjer.
Rockstar har lagt stor vægt på muligheden for at customize ens køretøjer, men i modsætning til Need For Speed serien, har det ikke voldsom betydning, hvor ofte du skifter din bil ud, eller hvor megen Nitro du putter i den. Naturligvis bliver din bil hurtigere og bedre at styre, men spillets sværhedsgrad er dybt intelligent, og tilpasser sig konstant den bil eller motorcykel du kører på, så i Midnight Club: LA kommer du sjældent til at slutte langt foran feltet, fordi du har opgraderet din bil hurtigt. Dette er både genialt og dybt frustrerende, men det vender vi tilbage til!
Et andet element af Midnight Club: LA, som emmer af renhed i produktionen, er banedesignet. Hvor Need For Speed serien i sine tidligere inkarnationer, har haft mange lige strækninger, som muliggjorde meget høje hastigheder, og muligheden for at fyre Nitro af og give din bil et yderligere fart-boost, er Los Angeles en meget naturtro by i Midnight Club: Der er masser af kurver, der er masser af biler på vejene, både med- og modkørende, og ikke mindst masser af parkerede biler og lygtepæle, som alle indbyder til en voldsom kollision. Og kollidere med dem kommer du til! Farten i Midnight Club er på ingen måde sat ned, på trods af de snoede og travle gader, og når du så fyrer din Nitro af, bliver fartfornemmelsen den mest intense og stressende jeg nogensinde har oplevet i en racer, hvilket jeg mener på den bedst mulige måde. Rockstar har indrettet spillets kamera således, at når du fyrer Nitro af, zoomer kameraet ind på bilen, og panorerer lidt ned til den ene side, hvilket giver en skræmmende tunnel-effekt, som sænker din sigtbarhed, men øger fartfornemmelsen. Med andre ord: Hvis du ikke har styr på vejen forude, og fyrer din Nitro af, bliver du en klat på vejen!
Der er dermed to ting, du er nødt til at lære at mestre i Midnight Club: LA, hvis du vil til tops: At fyre din Nitro af de rigtige steder, og at kontrollere dine udskridninger, da fysikken i dette spil er super tight!
Top-tunet design
Det første jeg bed mærke i ved Midnight Club: LA, var det meget imponerende grafiske udtryk. For det første er grafikken flot og detaljeret, og byen føles utrolig levende. Der er masser af trafik, detaljer, og ikke mindst mennesker, som flygter til højre og venstre hver gang du er ved at jorde dem. Bilerne er flotte i lakken, detaljerige og føles i høj grad som virkelige biler.
Spillets mellemsekvenser er til gengæld skuffende, da de rent grafisk er meget under det niveau man forventer i dag, og stemmeskuespillet samt historien er en stor kliche. Heldigvis er de også utrolig sekundære til resten af spillet, hvor fokus netop er på racing, og intet andet. Et godt eksempel på det rene design, er den måde du anvender spillets kort: Når du trykker kortet frem, flyver spillets kamera op i luften, indtil du kigger ned over et 3D kort over LA. Her kan du så finde dine destinationer, markere dem og lægge dem ind på din GPS, og når du er færdig, og vil vende tilbage, flyver kameraet direkte ned til din bil igen, uden nogen forstyrrende menuer eller ventetider. Uden tvivl et af de lækreste interfaces jeg har oplevet i et racing spil. Rockstar ved hvad de laver!
Igen og igen…og…
Inden denne anmeldelse begynder at lyde, som en lovsang for Rockstar Games, må jeg hellere skifte (vogn)bane, og slå fast, at selvom Midnight Club: LA er en velproduceret racer, er der også ridser i lakken. Og dem får du også mange af! For sværhedsgraden i Midnight Club: LA er mildest tal brutal. Du har knapt nok overstået de første tutorial races, før du i den grad opdager, at dine modstandere er computerstyrede, og derfor ikke laver halvdelen af de fejl du gør, og bliver straffet hårdt for. For det første kan du ikke opgradere din bil til egen fordel, da dine modstandere altid opgraderer, når du gør det. Så du vil aldrig kunne købe dig til succes i dette spil. Det betyder du er 100 % afhængig af dine evner som kører, og de vil komme på prøve, da LA er en MEGET trafikeret by, og nogle bilister syntes nærmest, at styre lige imod dig. Det er ikke let at drøne derudaf, med lige i underkanten af 200 km/t, og zig zagge ind og ud af trafikken: Det bør det naturligvis heller ikke være, men hvis du skal have en chance for at indhente dine modstandere, bliver du nødt til at mestre det, og det er simpelthen for ofte et spørgsmål om held, snarere end evner. Og når visse løb er "bedst ud af 3", kan du ikke bare genstarte det ene af de 3 løb, hvis du taber: Det er helt forfra, eller acceptere dit nederlag. Så du kommer til at køre samme baner, mange gange i træk.
Tæt løb
Midnight Club: LA er en meget vellykket og stilsikker racer, som imponerer med sin flotte grafik, lækre design, og skønne fartfornemmelse. At Rockstar har turdet pillet så mange elementer ud af deres spil, for at gå "back to basics", applauderer jeg dem for, for det fungerer! Racing fans vil elske den dejlige intense følelse af, at hvert løb er tæt, og der er ingen givne vindere. Til gengæld vil mange finde sværhedsgraden i overkanten, og forbande de varierede og deltaljerede baner langt væk (ironisk nok). Jeg vil ikke stille mig til dommer over, om du skal bruge dine sparepenge eller dit jule-ønske på Need For Speed: Undercover eller Midnight Club: LA, men kan kun anbefale sidstnævnte, hvis du ønsker en seriøs udfordring, og ikke går så højt op i historie og stemmeskuespil.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar