Devil May Cry-serien har haft sine op- og nedture. Det startede med et brag med den ganske finpudsede debut for serien på PlayStation 2, men blev fulgt op af en 2'er, der i bedste fald kan beskrives som ”middelmådig”, hvilket selvfølgelig var en skuffelse for mange fans. 3'eren var en betydelig fremgang, men den oprindelige version af spillet havde en så modbydeligt høj sværhedsgrad at ikke mange kom igennem det uden at have smadret et par controllere undervejs. Derfor valgte Capcom da også senere at udgive en ”Special Edition” af spillet med en mere menneskelig sværhedsgrad som standard. Devil May Cry 4 er et forsøg på at bringe serien helt tilbage på sporet, og i mange henseende er det lykkedes ganske fint, selvom spillet stadig lider under nogle af de samme problemer, de tidligere spil i serien har haft.
Den nye hovedperson
Denne gang er det ikke længere Dante, der har hovedrollen. I stedet følger man Nero, en hvidhåret, kappebærende mand, der ved hvordan man håndterer sværd og pistoler og har mystiske overnaturlige kræfter… altså præcis ligesom Dante, faktisk i så høj en grad, at man i starten af spillet har ufatteligt svært ved at kende forskel på de to. Det skal dog hurtigt vise sig, at der bestemt er forskel på, hvordan de to figurer fungerer i kampene mod de mange monstre, man skal bekæmpe i løbet af spillet. Neros ene arm er nemlig ikke en helt normal, menneskelig arm. I stedet kan han bruge denne Devil Bringer, som den så fikst kaldes, til at gribe fat i modstanderne og volde skade på dem på et væld af forskellige måder, afhængende af modstanderen og kombinationen af taster, man har trykket forinden. Det føjer et helt nyt element til kampsystemet, som man ikke før har set i de tidligere DMC-spil.
Senere i spillet kommer man selvfølgelig også til at spille et par missioner som Dante, og her ændrer spillet fuldstændig karakter. Godt nok har Dante ikke en Devil Bringer til rådighed, men til gengæld har han en række forskellige stilarter, sværd og skydevåben, han kan skifte mellem midt i kampene, uden at skulle pause spillet. Det kræver pludselig en helt anden tilgang til spillet, og mængden af combo'er, man kan udføre virker endeløse, da man hele tiden kan veksle mellem de forskellige våben og stilarter. Og så er det altså heller ikke et minus at Dante i slutningen af spillet erhverver sig et af de fedeste våben, jeg hidtil har set i et spil.
Devil May Cry 4 formår altså virkelig at levere, hvor spillet har sit klart største fokus: Selve kampene. De er både sjove og evigt varierende; ikke kun fordi de to karakterer, man i løbet af spillet får til rådighed, adskiller sig så meget fra hinanden, men også fordi de forskellige monstre, der skal slagtes undervejs, kræver vidt forskellige taktikker at besejre. Samtidig indeholder DMC4 også en række gode bosskampe, der er ganske underholdende – i hvert fald første gang man støder på dem…
Velkoreograferede mellemsekvenser
Historien i DMC4 er væsentligt bedre fortalt, end hvad man har været vant til fra tidligere spil i serien. Før man kan få lov til at starte med at spille PS3-udgaven af spillet, bliver man nødt til at lade maskinen stå i 20-25 minutter og installere ca. 5 GB data på harddisken. Til gengæld får man efterfølgende fornøjelsen af meget korte loadtider spillet igennem. Mens denne installation kører bliver historien fra de tidligere spil gennemgået via stilbilleder med tekst, og her bliver det tydeligt hvor tynd historien fra de tidligere spil har været. DMC4's historie er heller ikke fantastisk dyb, men den er trods alt forholdsvis sammenhængende. Den fortælles gennem mellemsekvenser, der tilsammen varer næsten to timer og er fyldt med platte oneliners. De har dog sin berettigelse idet de også ofte er fyldt med ganske velkoreograferede kampscener, som er en nydelse at kigge på. Derfor fungerer de som et godt incitament til at kæmpe sig videre i spillet.
En række irritationsmomenter
DMC4 lider desværre også af en del problemer, man ikke kan undgå at blive irriteret over. Det kan vel godt accepteres at Capcom har ment at bosserne er så gode, at man skal møde dem op til flere gange, eller i hvert fald kan man godt følge tankegangen med at man skal møde dem som både Nero og Dante. At man så bliver smidt ud i de samme boss-kampe en yderligere tredje gang mod slutningen af spillet er dog blot tåbeligt. Desværre er det ikke kun bosskampene, der er repetitive. Når man lidt over halvvejs inde i spillet overtager styringen af Dante er det ikke for at gå på opdagelse i nye områder. I stedet skal man tilbage gennem de præcis samme baner, man lige er kommet fra med Nero. Det er åbenbart en fasttømret del af seriens koncept at en del af spilletiden skal bruges på at backtracke.
Endnu mere generende er de ”platformssektioner”, der af og til dukker op. Spillet er på ingen måde gearet til at man kan udføre præcise hop, især fordi man langt størstedelen af spillet ingen kontrol har over kameraet. Alligevel bliver man et par gange i løbet af spillet nødt til at hoppe rundt på forskellige platforme for at komme videre, og det fungerer bare ikke når kameraet lige pludselig kan finde på at skifte vinkel midt i et hop. Ofte er kameraet ikke et lige så stort problem i kampene, som det har været i tidligere spil, men man kan stadig rende ind i situationer hvor man bliver skadet af modstandere, der gemmer sig udenfor skærmbilledet. Det burde ikke være for meget at forlange i 2008 at man får stillet et frit bevægeligt kamera til rådighed – på det punkt virker DMC4 håbløst gammeldags.
Også andre aspekter virker ugennemtænkte. F.eks. bliver man ofte smidt ind i missionerne uden nogen anelse om, hvor man skal hen. Mange gange er der heldigvis kun én vej frem, men nogle missioner foregår i områder, hvor der er flere forskellige veje, fordi disse skal benyttes senere i spillet, når man vender tilbage til de samme områder igen. Det kunne utroligt nemt være ordnet med en indikator om, hvor man skal bevæge sig hen, på det lille kort nede i hjørnet, man egentlig ikke bruger til andet, men det er altså ikke blevet implementeret. I stedet kan man finde sig løbe rundt i de samme områder længere tid end nødvendigt fordi man kom til at tage de tre forkerte veje til at starte med.
Fremgang, trods alt
DMC4 er dog et skridt fremad for serien, om end et mindre et af slagsen. F.eks. er sværhedsgraden bedre tweaket til mainstream-spillere end førhen, mens der samtidig er masser at tage fat på for mere hardcore-spillere ved de højere sværhedsgrader spillet også byder på (der kan låses op til fire yderligere sværhedsgrader end de to, der er tilgængelige fra starten af). Som i de tidligere spil i serien tjener man undervejs point sammen, som kan spenderes på forskellige opgraderinger. Når der skal investeres i disse kan nye spillere få hjælp til at afgøre, hvad de skal vælge ved at lade spillet udvælge en række opgraderinger, der passer til ens spillestil. Man behøver dog aldrig være bange for at komme til at investere sine hårdt optjente point på den forkerte opgradering, idet man altid kan få dem betalt tilbage igen, hvis man har lyst til at prøve sig med noget andet.
Med sin debut på next-gen-konsollerne har grafikken selvfølgelig også fået et løft, og det bemærkes med det samme. Animationerne er utroligt flydende, spillets områder er væsentligt mere varierede end i tidligere spil (selvom de forskellige lokationer altså bliver besøgt et par gange i løbet af spillet) og designet af nogle af bosserne er ganske bemærkelsesværdige. Devil May Cry-spillene har aldrig lidt af slow-downs, og det gør DMC4 heldigvis heller ikke – det holder en superstabil framerate hele vejen igennem, og kører generelt lige så flydende og hurtigt som man kunne drømme om. Den eneste finger, der er at sætte på grafikken er de modbydeligt grimme, firkantede skygger, man kan risikere at støde på.
Ikke meget nyt
For folk der aldrig har kunnet fordrage Devil May Cry-serien er DMC4 en titel, der skal undgås, for i bund og grund er det ”bare” mere af det samme med et par forbedringer hist og her. Omvendt bør man ikke snyde sig selv for at prøve spillet, hvis man har syntes om bare et af de tidligere spil i serien, for DMC4 formår at samle det bedste fra alle de tidligere spil og har det hidtil mest finpudsede kampsystem. Faktisk er det så finpudset at man ender med at tilgive spillet for nogle af sine mange småfejl, som kan virke så frustrerende, når man støder på dem, men aldrig får en til at opgive spillet fuldstændig fordi man ved at der altid venter en ny dramatisk kamp lige rundt om hjørnet.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar