Hard to be a God (PC)

Det kan godt være, at det er hårdt at være gud, men Elmøe har indset, at det også er hårdt at være anmelder. Læs hvorfor i bedømmelsen af spillet...

Det kan godt være, at Strugatsky allermest klinger af en populær gryderet, men virkeligheden er en anden. Strugatsky-brødrene er nemlig hjernerne bag en science fiction bog fra 1973 ved navn Hard to be a God, som russiske Burut Software sidenhen har forsøgt at konvertere til et pc-spil. Resultatet? Knapt så godt, desværre.

Strugatsky-brødrenes håndværk er der dog intet i vejen med. Du kastes ned i en middelalderlig verden ved navn Arkanar, og finder en del timer inde i spillet ud af, at dem, som folk render rundt og kalder guder, i virkeligheden er jordboer fra... jorden, som i tidernes morgen landede på Arkanar for at hjælpe planetens primitive beboere med at bekæmpe sygdomme og hungersnød. Disse jordboer er langt fremme i skoene hvad angår teknologi, hvilket også kommer dig til gavn. Ja, du får lov at skyde med skarpt efter landevejsrøvere, der i værste tilfælde har en eller anden rusten sabel gemt i deres bukselommer. Dog skal du lige være forberedt på, at der snildt kan gå små ti timers spilletid, inden du får fat i din første ærtebøsse. Det går nemlig meget, meget langsomt i Hard to be a God.

Dette er en annonce:




Og så begynder klagesangen. Det første, der sådan rigtig skræmte mig, var stemmeskuespillet, der kun lige overgår skuespillerpræstationerne på Tarm lokalrevy. Dernæst blev jeg irriteret over det faktum, at spillet ikke understøtter widescreen, og at man dermed kommer til at ligne en... slank udgave af Amin Jensen. Herefter måtte jeg efter adskillige timers eventyr erkende, at det at kæmpe mod banditter, ulve og andet kryb ikke havde nogen som helst betydning; den smule erfaringspoint jeg fik for disse udskejelser kunne nemlig slet ikke måle sig med de belønninger jeg fik for at klare spillets hovedopgaver. Derfor kunne man tit og ofte finde min helt ridende igennem en skov med 43 ulve, fire banditter og otte forvoksede edderkopper i hælene - det var nemlig ganske meningsløst at nedlægge dem, og jeg ville da for alt i verden hellere videre til mit næste mål.

Og således fortsætter mine klager. Det tager noget tid, men efter nogle timer i Strugatsky-brødrenes univers, indser man langsomt, at det eneste man egentlig render rundt og laver, er at gå fra punkt A til punkt B. Snak med Don et-eller-andet, snak herefter med Don ditten-eller-datten og rund det af med at snakke med en eller anden troldmand. Gentag så denne proces adskillige gange uden ophør, indtil du til sidst falder om af kedsomhed i din kontorstol, og din kæreste kommer hjem fra arbejde og må tage hjertestarteren i brug. Ind imellem er der et par kampe, men når du først indser, hvor ligegyldige disse er, så hopper du hurtigt op på din hest og rider mod punkt A igen.

Nu vi snakker om heste, så er disse firbenede væsner, der primært fascinerer præpubertære småpiger, faktisk ganske vidunderligt implementerede i Hard to be a God. I husker sikkert, at jeg klagede over hestenes manglende lydighed i Two Worlds. I Hard to be a God er hestene artige, og de er smukke som bare pokker i aktion. Dette skyldes nok, at samtlige væsner og monstre er utroligt velanimerede i Hard to be a God, og således er en slimet kæmpeigle og en behåret gigaedderkop altså også temmelig smukke - set ud fra et animationsmæssigt synspunkt, vel at mærke!